Interview: Odin Teatrets grundlægger taler ud: – Det var tydeligt, at de ville af med mig

Dagbladet Holstebro, 26. marts, 2023
Han var med til at gøre Holstebro til en kulturby, Nu føler han sig svigtet: Barbas bitre afsked
-Det var tydeligt, at de ville af med mig

Odin Teatrets grundlægger, Eugenio Barba, har ligget i bitter strid med sin afløser, Per Kap Bech Jensen og bestyrelsen for Nordisk Teaterlaboratorium (NTL) i næsten to år. Han valgte at sige nej tak til 250.000 kroner, tog sine private samlinger og gik sin vej.

Mette Grith Sørensen
meja@dagbladetholstebro.dk

Holstebro: Den 2. december 2022 kunne man i Dagbladet under overskriften “Barba går solo – og tager navnet Odin Teatret med sig” læse, at grundlægger og mangeårig leder af Odin Teatret, Eugenio Barba, ville forlade teaterbygningen i Særkærparken sammen med nogle af sine betroede medarbejdere.

Det skete, efter at rygterne havde svirret i et par måneder, efter en italiensk avis havde antydet, at et opbrud var under opsejling.

“At Eugenio går per 1. december er en afrunding af det generationsskifte, der har været undervejs på egnsteatret i flere år,” kommenterede leder af bestyrelsen for teatret, Louise Ejgod.

Men helt så enkelt var det nu ikke.

Teaterleder med egne idéer

Faktisk kan man nærmest tale om en forudgående fejde, hvor Odin-grundlæggeren til slut forlod det teater, han selv havde opbygget gennem næsten 60 år. Ingen af parterne fortalte dengang offentligheden noget om, hvor højt bølgerne egentlig gik.

Forløbet har – med ordene fra én i nærmeste kreds, der ikke vil citeres – været “et skoleeksempel på et generationsskifte, der er kørt af sporet”.

Man kunne med en vis ret hævde, at Eugenio Barba, der godt nok ikke sad i ansættelsesudvalget, men som alligevel blev spurgt til råds, valgte at pege på Per Kap Bech Jensen som sin afløser, fordi han så ham som “en dygtig person, som man kendte på teatret i forvejen”.
– Han var beskeden, og jeg regnede med, at han ville være en god moderator, siger Eugenio Barba i dag om afløseren.

Overraskelsen var så, at den dygtige, beskedne teaterleder faktisk havde helt nye idéer og sin egen mening om tingene. Ikke mindst om økonomien, som skulle strammes op. Som han sagde til Dagbladet i august 2022:

“Verden forandrer sig, og det samme gør kravene til, hvad et teater skal kunne. (…) Vi betaler for det arbejde, der bliver udført. Det ville også være uansvarligt andet i forhold til, at vi får offentlige penge”.

Forholdet mellem eks-lederen og hans afløser blev allerede i løbet af 2021 så betændt, at Per Kap Bech Jensen valgte at lade bestyrelsesformand, Louise Ejgod, tale på sine vegne, når der skulle forhandles med Barba. I 2022 fulgte Barba trop og fik hjælp fra nære personer omkring sig til at fortsætte den dialog med bestyrelsen, som efterhånden var kendetegnet ved frustration og manglende tillid.

For Holstebro og byens borgere betyder det, at der nu eksisterer to teatre: Det ene er NTL, der ligger, hvor det hele tiden har ligget, nemlig i den mange gange ombyggede gård, som Odin Teatret i 1966 rykkede ind i. Her er det Per Kap Bech Jensen, som i 2021 tiltrådte som ny leder af det, der dengang hed Nordisk Teaterlaboratorium-Odin Teatret, der leder slagets gang.

Og så er der Odin Teatret, hvis leder og grundlægger, Eugenio Barba, har fået bestyrelsens accept af, at han har ret til at videreføre navnet på det teater, han grundlagde i Oslo i 1964. Det har han gjort ved årsskiftet 2022-2023. Odin Teatret er flyttet ud af Særkærparken og har nu nærmest hovedkontor på Barbas privatadresse ved Vandkraftsøen. Men meningen er, at aktiviteterne stadigvæk skal foregå både i Holstebro og udenlands som altid, for der er, ifølge Barba, bud efter dem.

– Om jeg bliver boende i Holstebro? Ja, det er da klart. Jeg betaler jo også til et stykke jord på kirkegården her, på vegne af Odin Teatret, hvor de medarbejdere, der har lyst, og jeg engang skal ligge. Og der kan ingen smide os væk fra, siger Eugenio Barba med et smil.

Legendens eget valg

Det er en smuk, solskinsrig dag i februar, og teaterlegenden har inviteret på kaffe og en snak om, hvad der gik så galt.

Det med “teaterlegende” er hverken noget Barba eller Dagbladet har fundet på. I 2019 fik Holstebro for alvor plads i teaterhistorien, da den respekterede teater-professor Paul Allain udgav otte bøger om de vigtigste instruktører i det 20. århundrede. Et af bindene hedder slet og ret “Grotowski/Brook/Barba”. Barba er uomtvisteligt et ikon i moderne teaterhistorie.

Ovenstående er ikke uden betydning for, hvorfor det kom lige så overraskende og ubehageligt som en spand iskoldt vand i ansigtet for instruktøren, da det gik op for ham, at hans status i teaterverdenen tilsyneladende ikke havde den store betydning for hverken bestyrelse eller den nye teaterleder.

Det var en – for udenforstående – lille ting, der for alvor antændte det bål, som siden har næret konflikten: Teaterleder Per Kap Bech Jensen, Nordisk Teaterlaboratorium (NTL), skrev i en mail til instruktør og leder af Odin Teatret, Eugenio Barba, den 17. marts 2021, at NTL ikke ville dække omkostningerne på 3600 euro til trykning og forsendelse af et nyt teatertidsskrift, som Barba netop havde startet og udgivet, med dokumenter fra arkivet.

Den følgende konflikt endte knapt to år senere, i januar 2023, med, at bestyrelsen for Nordisk Teaterlaboratorium i en mail skrev:

“Det har desværre betydet, at bestyrelsen har vurderet, at det ikke er muligt at fastholde Eugenios tilknytning til teatret”.

Centralt i hele konflikten står “Arkivet”.

Et privat projekt

I 2004 oprettede Aarhus Universitet et decentraliseret forskningscenter for teaterstudier på matriklen i Særkærparken. På Odin Teatret, hvor forskerne havde deres gang, befandt sig en meget stor samling dokumenter – breve, programmer, fotografier, notater, arbejdsdagbøger med mere. Blandt dette skulle Barbas private bibliotek placeres og bevares.

I løbet af en ti-årig periode betalte Odin Teatret selv en række personer fra ind- og udland for at registrere og arkivere alle dokumenter. I 2014 tilbød Det kgl. Biblioteks teaterafdeling så at blive det nye hjem for Odin Teatrets Arkiv. I dag ligger alle originale dokumenter altså i København.

Men der ligger også en digital kopi af det hele i Særkærparken i Holstebro.

– Jeg var klar over, at vi havde en videnskapital der, så jeg besluttede at bruge arkivet og skabe et tidsskrift, både digitalt og på print og sende det ud i verden, forklarer Eugenio Barba.

Den slags koster penge.

Og så var det altså, at Eugenio Barba i marts 2021 i en mail bad den nyligt tiltrådte leder for Nordisk Teaterlaboratorium (NTL), Per Kap Bech Jensen, om de førnævnte 3600 euro til trykning af 420 eksemplarer af teatertidsskriftet samt porto til udsendelsen til de vigtigste biblioteker i verden.

Og Per Kap Bech Jensen sagde pænt nej, men foreslog, at de kunne tages fra Stanislavskij Fonden, som er skuespillernes private fond for blandt andet økonomisk nødlidende teatre og teaterfolk.

Aflysning og begrænset budget

– Det, han jo sagde mellem linjerne, var; “det, du laver, det betragter jeg som et privat projekt, så det vil jeg ikke finansiere”, forklarer Eugenio Barba.

For ham var det ikke bare en lille biting, som han kunne lade fare. Teaterforskning og det internationale arbejde var netop, hvad han havde tænkt sig at koncentrere sig om på sine “gamle dage”.

Og det blev kun værre efterfølgende.

I april 2021, cirka en måned efter den famøse mail-korrespondance, valgte Per Kap Bech Jensen at aflyse den planlagte årlige Odin Uge med 50 deltagere – angiveligt fordi han ønskede at gennemføre et andet gæstespil og desuden skulle bruge lokaler til prøver for et stort dansk-koreansk teaterprojekt.

Eugenio Barba var “himmelfalden” og skrev til den tidligere formand for bestyrelsen, der nu var menigt bestyrelsesmedlem, og klagede sin nød.

Han fik ikke noget svar.

I november 2021 blev Eugenio Barba indkaldt til møde med bestyrelsen. På det tidspunkt var kommunikationen med Per Kap Bech Jensen gået fuldstændig i hårdknude. De to talte slet ikke sammen, efter at Barba havde fremlagt et budget for den nye forestilling “Theben i den gule febers tid” på 380.000 kroner, og Per Kap Bech Jensen havde sagt, at han kunne få 10.000 kroner til at lave forestilling for, men så var det også slut.

I kø til lokaler

Eugenio fremlagde sine bekymringer for bestyrelsen – og fik efterfølgende besked om, at for alles bedste skulle al fremtidig kommunikation nu foregå gennem formand for bestyrelsen, Louise Ejgod.

– Hvis jeg købte et lagen til forestillingen, skulle jeg sende regningen til hende, og så sendte hun den til bogholderiet. Jeg har ikke fået løn siden 2001, ud over 2000 kroner om måneden. Resten har jeg selv valgt skulle blive i Odin Teatret for at finansiere arkivet og andre aktiviteter. Jamen, hele førstesalen på den ene længe er betalt med et lån, som jeg i sin tid tog i mit hus. Min tilstedeværelse var ikke en økonomisk belastning – jeg og skuespillerne levede med reduceret løn efter eget valg for at kunne give penge til unge, upcoming skuespillere gennem nogle år, fortæller Eugenio Barba.

Han, der tidligere havde været teatrets leder og stifter, fik nu at vide, at han måtte stå i kø og vente på en sal at arbejde i på lige fod med alle andre, der havde deres arbejde på teatret.

– I de to år, jeg var ansat, efter jeg blev afløst som leder af Per Kap Bech Jensen, fik jeg ikke mulighed for at bruge salene i det omfang, jeg havde behov for i arbejdet med min “sidste” forestilling. Jeg blev frarøvet muligheden for at arbejde på det teater, jeg har bygget op med egne hænder sammen med mine skuespillere. I stedet har jeg siddet hjemme og lavet ti film om teaterantropologi – og betalt produktionen selv – med dokumenter fra arkivet, der er tilgængeligt gratis på nettet, siger Eugenio Barba.

Tilbuddet fra Lecce

På et tidspunkt fik Barba besked om, at hans private samling på 5000 bøger, som han havde placeret på NTL, stod i vejen i tilfælde af brand. Brandmyndighederne krævede, at bøgerne skulle flyttes. Det blev de, og hele katalogiseringen gik – ifølge Barba – dermed fløjten.

– Jeg var klar over, at de bøger var på nippet til at blive smidt ud. Det ville være næste skridt. Ting var allerede forsvundet, smidt ud, uden jeg havde fået besked om det, fortæller Eugenio Barba.

Derfor besluttede han sig for at sige ja tak til et tilbud fra Lecce i Italien, hovedby i den region, hvor Barba voksede op. Lecce ville bygge et museum som hyldest til ham med navnet “Det levende arkiv”. Barba fjernede sine bøger, sit personlige arkiv, en kopi af arkivet over Odin Teatret og Det Tredje Teater, en del scenografier, sin samling af historiske teaterplakater og sin samling af masker – og sendte det med lastbil til Lecce.

– Jeg havde en langvarig diskussion med bestyrelsen om det. De anerkendte, at det var mine ting, og at jeg kunne gøre med dem, hvad jeg ville, men de sagde også, at jeg dermed ville tømme bygningen for dens historiske værdi, siger Barba, der ikke kunne fortælle folk på Odin Teatret, hvorfor han gik og pillede ting ned – i øvrigt uden hjælp.

Han havde jo lovet bestyrelsen at holde mund, indtil hans kontrakt udløb.

– Og selvom jeg tiggede og bad bestyrelsen om at fortælle folk på teatret, hvad der skete, så fortalte de ikke noget. Først to måneder senere blev der sendt et brev ud, som informerede medarbejderne, men da var skaden sket, og det ødelagde mit forhold til flere på teatret. Folk forstod det ikke, siger Eugenio Barba.

Jeg skammer mig

Er du bitter?

– Bitter? Nej, først og fremmest skammer jeg mig. Det er det, der for mig er det største, det tungeste. Jeg skammer mig over, at jeg ikke kunne beskytte mine skuespillere og andre, der havde forladt deres hjemland for at komme og arbejde på Odin Teatret i Holstebro. Else Marie Laukvik, der startede teatret sammen med mig i Oslo – jamen, som hun dog er blevet behandlet… Hun måtte ikke engang få lov til at beholde sin mailadresse fra teatret, fordi det koster penge, og hun jo ikke var ansat længere. Og Ulrik Skeel, der har knoklet for at binde alle de forskellige kulturinstitutioner i Holstebro sammen – han bliver fyret. Det var den måde, folk blev behandlet på – brutalt og sårende, siger Eugenio Barba.

Ifølge ham og Ulrik Skeel sagde Per Kap Bech Jensen ved sin tiltrædelsestale i januar 2021, at der ikke kom til at ske nogle store forandringer de første to år. Men det gjorde der jo så alligevel. Fyringerne kom i maj-juni 2022.

– Ja, han sagde godt nok, at det var naturlig afgang, fordi folk var gamle og trætte. Og ja, vi er gamle, men vi er ikke trætte, og vi har lyst til at arbejde, siger Eugenio Barba.

Ulrik Skeel, der har siddet og lyttet til samtalen journalist og Barba imellem, har sin udlægning.

– Det føltes, som om nogle fremmede var flyttet ind i mit hus og var begyndt at fjerne mine ting og sætte deres egne ind i stedet. Og ja, det var jo meningen, at der skulle ske et skifte, men vi havde nok bare forestillet os, at det skulle ske løbende, stille, roligt og have udviklet sig organisk, siger han.

Nej tak til 250.000

I juni 2022 forsøgte Eugenio Barba en sidste gang at råbe bestyrelsen op. Han ville gerne blive ved med at arbejde med Odin Teatret, altså med sine skuespillere, i Særkærparken, og han foreslog i en mail, at han fortsatte med forestillinger, interkulturelle produktioner, Det Levende Arkiv, festivaler, forskning og så videre – alt det, der ifølge ham selv gennem årene har givet overskud – mod, at han og skuespillerne fik ti procent af det årlige tilskud fra stat og kommune, altså cirka 750.000 kroner.

Jeg havde regnet med, at jeg kunne fortsætte med mine skuespillere som en del af denne mosaik. Men vældigt hurtigt gik det jo op for mig, at det ikke var meningen.

Bestyrelsen svarede, at det var dejligt, at han sådan ville fortsætte med at være aktiv, og at man gerne ville støtte med 250.000 kroner i 2023. Man ønskede dog ikke, at han krediterede NTL for noget som helst og meddelte, at navnet Odin Teatret blev overdraget til ham ved udløbet af hans kontrakt 31.12 2022.

– Det var helt tydeligt, at de ville af med mig, siger Barba.

Barba blev så skuffet over bestyrelsens reaktion, at han gjorde dem opmærksom på , at han ikke ønskede at modtage det rådighedsbeløb på 250.000 kroner, som han er blevet tilbudt.

– Jeg bad bestyrelsen melde ud, hvad der skete. Men det ville den ikke. Der er stadig mennesker på teatret, der tror, at jeg tog imod 250.000 kroner, siger Eugenio Barba ærgerligt.

Måske skulle du selv have råbt op til offentligheden?

– Louise Ejgod skrev, at man bevidst havde valgt en tilbageholdende strategi i forhold til offentligheden og bevidst undlod at indgå i situationer, der kunne skabe mere støj på linjen. Jeg ønskede ikke at råbe op, for hvad nu hvis resultatet var, at teatret blev lukket? At skuespillerne i de to grupper Váli og Ikarus mistede deres arbejde? Jeg accepterede at holde mund, indtil min kontakt udløb. Det eneste, jeg ville, var at komme væk derfra, men jeg blev så længe, fordi jeg ville se, om jeg kunne redde arbejdspladser, fortæller Barba.

Pensionister med erfaring

Fire af de gamle skuespillere fra Odin Teatret – Donald Kitt, Roberta Carreri, Kai Bredholt og Iben Nagel Rasmussen – fik tilbudt en forlængelse af deres kontrakt af Per Kap Bech Jensen, og tog imod tilbuddet.

– Om jeg stadig taler med dem? Ja, det gør jeg! De har fået muligheden for at fortsætte på det sted, de har været med til at bygge op, og det er fint. Vi andre fik ikke den mulighed, siger Eugenio Barba, der forlod Særkærparken sammen med Else Marie Laukvik, Tage Larsen, Julia Varley, Ulrik Skeel, Rina Skeel, Jan Ferslev og Anne Savage.

Barba udarbejdede i december 2022 et manifest, hvor han skriver, at “vi vil fortsætte vores dans med ubøjelig tro på de værdier, som inspirerede os, og med den samme taknemmelighed over for Holstebros borgere og politikere, som tog imod os, da vi var anonyme fremmede”.

– Vi er en slags pensionister med masser af erfaring. Vi kommer ikke til at søge om penge – vi tjener dem i udlandet. Næste år er der 60 års fejring af Odin Teatret, der startede i 1964 i Oslo, og der er kommet mange invitationer allerede. Der er bud efter os, blandt andet til festivaler i Serbien, Holland, Italien og Frankrig, siger Eugenio Barba og fortæller, at der i kølvandet på nyhederne om, at Odin Teatret var skilt ud fra NTL og stod uden lokaler, kom flere tilbud om husly.

– Flere teatergrupper fra udlandet og i Danmark tilbød os plads til at øve. Det var vi meget rørte over, siger Barba og afslører, at han har drømme om at arbejde på en helt ny måde med teatret.

Han ser vældig oplivet ud ved tanken.

– Jeg er inspireret af jazz. Af jam-sessions. Du ved, man kan arbejde med en, to, tre skuespillere, improvisation med mere. Nej, mit livsværk har jeg ikke mistet, og jeg har mange projekter og samarbejder forude, siger den 86-årige Holstebro-italiener.

Ude af mosaikken

Hvad havde du egentlig forventet, da Per Kap Bech Jensen afløste dig som leder?

– Jeg havde da forventet respekt for det faste ensemble, der har været sammen i årtier. Nordisk

Teaterlaboratorium (NTL) er en paraplyorganisation, der dækker over mere end 30 aktiviteter. Jeg havde regnet med, at jeg kunne fortsætte med mine skuespillere som en del af denne mosaik. Men vældigt hurtigt gik det jo op for mig, at det ikke var meningen, siger Eugenio Barba.

Bestyrelsens svar

Teaterleder Per Kap Bech Jensen har ikke ønsket at kommentere artiklen, men henviser til bestyrelsesformand, Louise Ejgod. Hun svarer følgende:

Hvordan har du det med, at grundlæggeren af Odin Teatret, Eugenio Barba, føler sig kørt ud på et sidespor og væk fra det teater, han selv har skabt, af bestyrelsen og den nye leder, Per Kap Bech Jensen?

– Jeg er rigtig trist over, at det var der, vi endte. Det var på ingen måde det, vi ønskede, da vi efter 2014 satte gang i et glidende generationsskifte. Det endte i nogle ekstremt komplicerede konflikter, som resulterede i, at vi tog beslutningen om ikke at forlænge Eugenio Barbas kontrakt som instruktør, der udløb ved udgangen af 2022. Per blev ansat, blandt andet med en vision om at lave en glidende overgang fra det gamle til det nye. Den proces har så været uendelig meget sværere end nogen af os havde troet.

– Corona spiller også en afgørende rolle i det her, fordi Per har været nødt til at tage beslutningen om hjemsendelse af store dele af personalet og aflysning eller tilpasning af en række internationale aktiviteter. På et teater, hvor det altid har været kernen, at man mødtes og arbejdede, har det været ekstremt hårdt for medarbejderne. Det var imidlertid nødvendigt for at sikre teatrets økonomi, der i hele perioden været enormt udsat.

Hvorfor orienterede bestyrelsen ikke medarbejderne om, at Eugenio ville/havde ret til at nedtage og fjerne sine ting fra teatret?

– For det første er det jo altid en leders ansvar at orientere medarbejderne. Det er ikke bestyrelsens opgave. Og for det andet ved Eugenio ikke, hvilken dialog, der har været mellem Per og medarbejderne. Jeg er sikker på, at Per har varetaget det forsvarligt. Jeg kan godt høre, at bestyrelsens tavshed fylder meget i Eugenios beretning. Det er et af de steder, vi er gået forbi hinanden. Han forstår ikke baggrunden for ”tavsheden”. Vi valgte ikke at sige noget offentligt for at beskytte et personale, som havde haft det virkeligt svært med de konflikter og den splittelse, der har været.

Er det, Eugenio Barba fortæller i artiklen, forkert?

– Jeg hæfter mig ikke umiddelbart ved noget, der er faktuelt forkert, men ved, at meget af det udlægges på en lidt anden måde, end jeg ville gøre. Disse forskellige oplevelser af, hvad der er korrekt, er et grundelement i, at tingene er gået som de er. Nu er mit højeste ønske, at vi kan komme videre – for alles skyld. At vi kan koncentrere os om de meningsfyldte aktiviteter, vi alle har, både i Nordisk Teaterlaboratorium og i den nystiftede forening Odin Teatret.

Billedtekst: ”Jeg havde regnet med, at jeg kunne forsætte med mine skuespillere som en del af denne mosaik. Men vældigt hurtigt gik det jo op for mig, at det ikke var meningen.”

Billedtekst: Jeg bærer sikkert et ansvar, for jeg er jo en del af det. Jeg har tænkt meget over, om jeg har gjort noget galt ved at pege på Per Kap Bech Jensen som ny leder, siger forhenværende leder af Nordisk Teaterlaboratorium-Odin Teatret. Foto: Johan Gadegaard.eg

Billedtekst: – Folk siger: “Hvad siger politikerne til det?”, men de siger ikke noget. De er stille. Holstebro har vist et kæmpe mod, da de tog imod os i 1966, og en kæmpe opbakning til os gennem årene – og vi har haft så god støtte af kulturcheferne. Foto: Johan Gadegaard.

Billedtekst: – Nej, arkiverne er IKKE fjernet fra Holstebro. Der befinder sig en kopi af dem på teatret i Særkærparken, jeg har ikke bortført noget til Italien. Enhver, der arbejder på Odin Teatret, har ret til en kopi af arkiverne – de er til for at blive spredt. Og de originale dokumenter er på Det kgl Bibliotek i København, forklarer Eugenio Barba. Foto: Johan Gadegaard

Billedtekst: – De gamle medlemmer af Odin Teatret har skrevet “testamente”, forstået på den måde, at Odin Teatret lever så længe bare én af os har lyst til at drive teater. Derfor er vi så påpasselige med Odin-navnet, forklarer Eugenio Barba. Foto: Johan Gadegaard.

Billedtekst: – Ulrik har inviteret NTL til at samarbejde med sig om Poesi på en Torsdag – altså være en partner i den kreds, der arrangerer eventet. Men det har de sagt nej til, fortæller Eugenio Barba. Foto: Johan Gadegaard.

Odin Teatret

 FAKTA

ODIN TEATRET

1966 – Odin Teatret fra Norge bliver inviteret til at slå sig ned i Holstebro. Får et tilskud på 60.000 kroner og som arbejdslokaler en svine- og en kostald på en nedlagt gård. Arealet er på 590 kvadratmeter og bliver i etaper udvidet til 1850 kvadratmeter, selvfinansieret. Barba og de syv medarbejdere opretter et “teaterlaboratorium” med workshop, gæstespil, udgivelser, sociologiske undersøgelser og samarbejde med flere universiteter.

1967 – Organisering af Kulturuge i samarbejde med Jens Okkings intimteater Vestergade 58 fra Aarhus.

1980 – Eugenio Barba og Odin Teatret får Det Danske Akademis Kjeld Abell-pris med begrundelsen, at de “søger og finder nye veje i Holstebro med et vitalt og lidenskabeligt engagement i den verden, der ligger udenom.”

1988 – Barba bliver æresdoktor ved Aarhus Universitet, det første af lignende æresbeviser fra 12 andre universiteter, blandt andet Hong Kong, Edinburgh og Buenos Aires.

1989 – Odin Teatret fejrer sine 25 år med for tredje gang at invitere Dario Fo til Holstebro og organisere, uden støtte, den første Holstebro Festuge, som indrager de fleste af byens kulturinstitutioner.

1991 – Kulturfonden giver 850.000 kroner til den anden Holstebro Festuge. Støtten fortsætter op gennem 90’erne.

1992 – Stiftelse af den årlige Odin Week Festival og den treårige Transit Kvindeteater Festival.

2000 – Københavns Universitet giver Sonningprisen på 500.000 kroner til Barba “for sin indsats med at sprede den europæiske kultur”.

2004 – Aarhus Universitet udpeger Holstebro og Odin Teatret til et decentraliseret forskningscenter om teater som socialt laboratorium og sommerskole.

2008 – Barba igangsætter bygningen af Odin Teatret Arkiv. I 2014 afleveres originaldokumenterne fra de første 50 år af laboratoriets aktiviteter til Det Kongelige Bibliotek i København. Et lignende arkiv med digitaliserede kopier og flere ansatte er i Holstebro.

2022 – Barba får Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris på 200.000 kroner som “en af de væsentligste personer i den nyere teaterhistorie – hvis ikke den vigtigste”.

1 comment on “Interview: Odin Teatrets grundlægger taler ud: – Det var tydeligt, at de ville af med mig”

  1. Pingback: Interview: Odin Teatret’s founder speaks out:  It was clear that they wanted to get rid of me – Home

Comments are closed.